Skolens historie
Siden 1884 har der været skole på denne plet – ligesom det er tilfældet med mange efterskoler er SALLING EFTERSKOLE også begyndt som højskole. Grundtvigske kredse i Salling stod bag oprettelsen af Salling Højskole. Dennes første forstander Axel Axelsen flyttede i 1907 skolen til Krabbesholm ved Skive. I bygningerne i Jebjerg fortsattes højskolevirksomheden med skiftende held indtil 1919. I to år stod bygningerne delvis ubenyttede hen, men fra november 1921 begyndte skoledriften igen under navnet Salling Ungdomsskole. D. 1/12 2011 ændrede vi navn til Salling Efterskole.
Værdigrundlag
Salling Efterskole har – med kostskolelivet som det centrale omdrejningspunkt – følgende grundlæggende værdier:
- Vi tror på, at gensidig respekt, forventninger og det at stille krav til hinanden er grundlæggende elementer i opdragelsen og udviklingen af den enkelte elev.
- Vi tror på, at det personlige møde mellem elever og personale gennem et afvekslende skoleår vil være med til at udvikle den enkelte elev både fagligt og personligt.
- Vi tror på en skole, som er elevens andet hjem og hvor hjælpsomhed, ansvarlighed, fællesskab og tolerance er nøgleord i hverdagen
Politikker
Kostpolitik
Som et redskab til at fastholde og formidle holdninger omkring sund kost og motion, har skolen udarbejdet en kost- og motionspolitik, som du kan se nedenfor.
Den tager udgangspunkt i de officielle kostråd som du kan finde på altomkost.dk.
Skolens primære sigte med at give eleverne en sund kost er at gøre eleverne i stand til:
- at kunne lære
- at kunne yde ved fysiske aktiviteter
- at kunne fungere i en social sammenhæng
- at blive bevidst om kostens betydning for en persons sundhed og velvære både under skoleopholdet, men også på sigt
Denne målsætning søges opnået gennem:
- det daglige møde med en sund, varieret og velsmagende kost ved 3 obligatoriske hovedmåltider og 3 tilbud om mellemmåltider
- bevidstgørelse af kostens betydning
- mulighed for frugt eller grønt til hvert måltid
På Salling Efterskole er det vigtigt at smage på maden, der udelukkende fremstilles i eget køkken. I køkkenet lægges der vægt på et frisk og alsidigt udvalg af råvarer, ligesom råvarekvalitet og servering er vigtig f.eks: hjemmebagt rugbrød, forskellige hjemmebagte grovboller og flütes, melonsalat og broccolisalat.
Morgen-, middag- og aftensmad er fra ta´selvbord. Middagsmaden – der er den varme ret – suppleres lækker salatbuffet. De 3 hovedmåltider er obligatoriske at deltage i. Herudover er der formiddagskaffe med boller og pålæg, eftermiddagskaffe samt natmad kl. 21.30. Èn aften om ugen er der kage til aftenskaffe.
Der er mulighed for specialkost ved behov. (Vegetar, religion, allergi eller lign.)
Vi deltager i EU-skoleordningen for mælk.
Fødevarekontrol
Kontrolrapport for fødevarehåndtering kan findes her
Godt at vide
Sikkerhedsregler
Sikkerhedsregler for aktiviteter, der medfører skærpet tilsyn
For alle aktiviteter gælder følgende:
- Al deltagelse er frivillig.
- Forældrene skal have givet tilladelse.
- Der stilles krav til uddannelse af den ansvarlige lærer.
- Relevant sikkerhedsudstyr skal benyttes.
- Alt materiel gennemgås regelmæssigt.
- Reglerne for aktiviteten skal være tilgængelige i nærhed af aktiviteten
- Man skal i alle tilfælde bruge sin sunde fornuft og tage hensyn til forholdene.
Download vores særlige sikkerhedsregler ved sportsaktiviteter.
Uddannelsesvejledning
Skolevejledning
På Salling Efterskole varetages skolevejledningen af Alberte Selch Poulsen og Joan Pedersen. I løbet af året laver alle elever en uddannelsesplan, der skal tage udgangspunkt i elevens fremtidige uddannelsesvalg. Eleverne er altid velkomne til at få en samtale om deres fremtidsplaner. Desuden orienteres eleverne om, at de altid kan kontakte vejlederne, hvis der opstår pludselige spørgsmål og andre uafklarede ting i forbindelse med uddannelse.
Brobygning
På Salling Efterskole skal 10. klasses eleverne deltage i to brobygningsforløb på henholdsvis to og tre dage.
Brobygningen finder sted i samarbejde med UU-Skive og foregår på uddannelsesinstitutioner i Skive og på Mors.
Selvvalgt obligatorisk opgave (OSO), praktik og vejledning
På Salling Efterskole skal alle elever i 10. klasse udarbejde en OSO-opgave, som skal tage udgangspunkt i elevens fremtidige uddannelse og jobønske.
Samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU)
Salling Efterskole og vejlederne samarbejder med UU-centret i Skive. Desuden er skolen forpligtet på at kontakte den enkelte elevs lokale UU-center i forbindelse med problemer med valg af ungdomsuddannelse.
Kontakt
Skolens telefonnummer: 97 57 43 84
Joan Pedersen E-mail: JP@Salling-Efterskole.dk
Alberte Selch Poulsen: E-mail: AP@Salling-Efterskole.dk
Links til inspiration
Evaluering
Til en løbende evaluering af skoleåret med henblik på tilegnelse af kundskaber og færdigheder i den boglige undervisning samt af det sociale miljø, udarbejder eleven løbende en log-bog, der til sidst udgør elevens ”efterskolebog”. I de første 2 uger afleveres der dagligt en logbog. Logbogen danner herefter udgangspunkt for en skole-hjem samtale. Besvarelserne danner endvidere grundlag for en evaluering i storgruppen samt på et fælles lærermøde.
Der arbejdes med:
- Det faglige indhold
- Det sociale indhold
- Det personlige indhold